Copenhagen Netball Club »

 

Om spillet

 

Netball er en hurtig, teknisk holdsport, hvor man skal både løbe, hoppe, kaste og gribe.  Netball blev introduceret for mere end 100 år siden som en modificeret form for basketball for kvinder.  Netball har siden udviklet sig til en populær sport for både mænd og kvinder og spilles i dag i mere end 70 lande verden over.  Mere end 1 million kvinder spiller netball hver uge i England alene og netball topper listen over populære sportsgrene i Australien og New Zealand.  Netball er en fast del af Commonwealth Games og er også på listen over mulige sportsgrene for de Olympiske lege.

 

7 mod 7

 

To hold af 7 spillere spiller mand mod mand på en bane, der har samme dimensioner som en basketball bane med 2 fritstående kurve (3.05 meter høje) i hver ende.  Netballbanen er delt i 3 dele og har desuden to halvcirkler, der udgør scoringsområdet i hver ende.  Spillerene kan kun bevæge sig på bestemte dele af banen, afhængig af hvilken position, de spiller på holdet.  Den enkelte spillers position er tydeligt markeret med identifikationsbogstaver på bryst og ryg.  Positionerne er Goal Shooter (GS), Goal Attack (GA), Wing Attack (WA), Centre (C), Wing Defence (WD), Goal Defence (GD) og Goal Keeper (GK).

 

Spillet sættes i gang skiftevis af holdenes Center ved kampenes begyndelse.  Det gælder for holdene om at få bevæget bolden ned af banen og ind i det halvcirkelformede scoringsområde.  Herfra – og kun herfra – kan en af holdets to angribere forsøge at score ved at kaste bolden ned gennem kurven ligesom i basketball.  Efter en scoring returneres bolden til midtercirklen, hvor spillet igen sættes i gang af en af holdenes Center.  En kamp består normalt af fire perioder af 10-15 minutters varighed med korte pauser ind i mellem.  Holdet med flest scoringer til sidst har vundet kampen.

 

Hurtig, men ikke en kontakt sport

 

I modsætning til basketball er netball ikke en kontakt sport.  For at mindske risikoen for skader, er det generelt ikke tilladt at røre hinanden.  Spillere må ikke løbe ind i hinanden, skubbe eller tage bolden fra hinanden.  Bolden kan kun vindes, når den har forladt modspillerens hænder.

 

Reglerne i netball kan blive delt op i ”mindre” og ”større” forseelser.  ”Mindre” forseelser straffes med et frikast og omfatter bl.a. for mange skridt, offside og at holde bolden mere end 3 sekunder.  ”Større” forseelser er forseelser, der går ud over en modspiller og straffes med et frikast eller straffekast, hvis forseelsen sker indenfor scoringsområdet.  Den overtrædende spiller skal blive stående, indtil frikastet/straffekastet er taget.  ”Større” forseelser omfatter obstruktion og berøring af modstander.

 

For yderlige information på engelsk se IFNAs homepage eller Wikipedia.

 

 

 

 

Netball... »

 

                        

 

Australiens kvindesport nr. 1, men også en populær sport for mænd.

I Danmark er netball en helt ny sportsgren. 

 

Bare spil. Nemt. »

 

Hos Copenhagen Netball Club er der ingen træning - bare spil en gang om ugen. Kom og prøv det! Nybegyndere er meget velkomne.

 

 

Copenhagen Netball Club © 2011

Website by Native English